Kontakt Ung Dansescene på:
tlf. 33 29 10 20
ung@dansescenen.dk
UNG DANSESCENE
- for børn og unge med lyst til at udtrykke sig gennem dans

Den nye generation
På Ung Dansescene kommer børn og unge til udtryk med deres bud på dansens udtryksmuligheder og de historier, som en ny generation ønsker at fortælle. Det skabende arbejde er den røde tråd i Ung Dansescenes arbejde med dansen. Udgangspunktet er børnenes og de unges kreativitet og frie tolkning af verden omkring sig.

Den professionelle scene
Ung Dansescene er knyttet til det professionelle teater Dansescenen, og vi tilbyder aktiviteter i tæt forbindelse med den professionelle dansescene og de dansere og koreografer, som har deres gang på scenen.

Ung Dansescene udfordrer børn og unge i skolen, i prøvesalen og på scenen.
Vort mål er at tilbyde inspirerende undervisning af høj kvalitet gennem mødet med professionelle kræfter.

Alle deltagende børn og unge får gennem vores aktiviteter lejlighed til at opleve vores nye teaterrum Store Carl i Dansehallerne.

Dans på skoleskemaet
Dans er med til at udvikle børns musikalske, rumlige og kropslige intelligens og indvirker positivt på anden indlæring. Det burde være en selvfølge, at børn og unge møder dansen i skoletiden. Sådan er det ikke. Det gør Ung Dansescene noget ved.
Siden 1998 har vi tilbudt de københavnske folkeskoler dans på skemaet i perioder af et halvt år for børnehaveklasser til og med 3. klasser og intensive danseworkshops for de lidt større elever, 4. til 6. klasse. Alle de skoler i København vi har været på siden 1998 er listet under ”opslagstavle”. Undervisningen planlægges i samarbejde med elevernes lærere, der selv deltager aktivt i timerne.
Hvert skoleforløb afsluttes med en Skoledansedag, hvor eleverne optræder på “Store Carl”.
Klik her for at læse mere om de nye tilbud af danseaktiviteter til skolerne, som Ung Dansescene nu tilbyder.

Juniorkompagniet
Unge mellem 14 og 18 år, som har danset før bliver i mødet med  professionelle koreografer udfordret i det kunstneriske arbejde og udtryk. Kompagniet træner to gange om ugen, onsdage og fredage, med forskellige professionelle dansere og koreografer fra Danmark og udlandet og optræder på Dansescenen hvert år i to forskellige forestillinger.
Juniorkompagniet har siden 1999 været et springbræt for de unge til at søge uddannelse på en professionel forberedende eller videregående uddannelse ineofr dans enten herhjemme eller i udlandet.
Flere af kompagniets dansere har siden uddannet sig på skoler i England, Holland, Østrig, Island og på Skolen for Moderne Dans på Holmen i København.
Deltagerbetaling i kompagniet er 1000,-kr pr. halvår.
Klik her for at læse mere om kompagniets 10 års jubilæum juni 2009.

Ung Dansescenes kunstneriske ledelse
Koreograf og underviser Susanne Frederiksen har siden 1997 været Ung Dansescenes leder. Hun forestår den kunstneriske og pædagogiske ledelse af Ung Dansescene. Opgaverne er dels at koordinere alle Ung Dansescenes aktiviteter og dels at finde lærerkræfterne til dem. Desuden underviser hun en stor del af skoledansen.

 
Dansescenen · Publikum: Pasteursvej 20 · Administration: Pasteursvej 24, 1. sal · 1778 København V · tlf 33 29 10 10 · billetten.dk / DH Billetkontor + 45 33 29 10 29 (hverdage 14-16) · info@dansescenen.dk